Ham (Hans-Jørgen) Nielsen

Kornkammer Small Press præsenterer

Ham Nielsen

Pressemeddelelse

Kornkammer Small Press udgiver d. 31. januar 2007 antologien Ham Nielsen. Bogen følger i hælene på den kritikerroste Nye Sprog, Nye Verdener, det store udvalg af Hans-Jørgen Nielsens (1941-1991) artikler og kunst og kultur som Gyldendal udgav i november 2006.

I Ham Nielsen præsenterer Tania Ørum, Morten Thing, Max Ipsen, Thomas Hvid Kromann samt Lars Bukdahl forskellige sider af Nielsens essayistiske virke. Fra det store retrospektive overblik til tætte analyser af centrale tekster. Desuden inkluderer Ham Nielsen to artikler af Hans-Jørgen Nielsen samt nogle hidtil upublicerede fotografier fra 1970erne og 1980erne.

Ham Nielsen er tænkt som en introduktion til et af de centrale kritisk-essayistiske forfatterskaber hertillands. Bogen kan downloades gratis på http://kornkammer.blogspot.com fra d. 31. januar.

Med venlige hilsener

Kornkammer Small Press

Ham Nielsen
(red. Thomas Hvid Kromann)
Kornkammer Small Press
49 sider, 0 kr.

Kornkammer Small Press er et lille, uafhængigt forlag, hvis bøger publiceres som pdf-filer til gratis download. Antologien Ham Nielsen er forlagets anden udgivelse efter optegnelserne Mortens bog af Martin Glaz Serup, der udkom i oktober sidste år.

kornkammer.blogspot.com

Modkultur

In tranquillo mors – in fluctu vita!

Literaturwurst

Dieter Rots Literaturwurst (forskellige udgaver 1961-70) bestående af hakkede bøger, aviser og tidsskrifter, der er blandet med vand, gelatine, fedt og krydderier, og som er ’samlet’ i et pøleskind. Læse her eller spise derhjemme?

Realismelund

Simon Fruelund = Thue Friislund

(tretten bogstaver, et forsvindingsnummer i det borgerlige tusmørke?)

Hvad betyder det, hvem der taler?

Forfatteren – eller det som jeg har forsøgt at beskrive som forfatterfunktionen – er uden tvivl kun en af de mulige specifikationer af subjektfunktionen. Er det en blot mulig eller nødvendig specifikation? Når man betragter de historiske modifikationer, som har fundet sted, forekommer det langt fra nødvendigt, at forfatterfunktionen forbliver konstant i sin form, i sin kompleksitet og sågar i sin eksistens. Man kan forestille sig en kultur, hvor diskurserne cirkulerede og blev modtaget, uden at forfatterfunktionen nogensinde ville indgå. Alle diskurser, hvad deres status, form, værdi eller den behandling, , man underkastede dem så end måtte være, ville følgelig udfolde sig i mumlens anonymitet. Man ville ikke længere høre de så ofte gentagne spørgsmål: “Hvem har reelt talt? Er det virkelig ham og ingen anden? Men hvilken autenticitet og hvilken originalitet? Og hvad har han i diskursen udtrykt fra sit dybeste selv?" Men andre spørgsmål som disse: "På hvilken måde eksisterer denne diskurs? Hvorfra kommer den, hvordan kan den cirkulere, og hvem kan tilegne sig den? Hvilke forskydninger er dér benyttet for mulige subjekter? Hvem kan udfylde disse forskellige funktioner for subjektet?” Og bag alle disse spørgsmål ville man knap høre andet end en ligegyldighedens mumlen: "Hvad betyder det, hvem der taler?"

fra Michel Foucault: Hvad er en forfatter?

Pandoras boks

At man nu hævder at have kortlagt musikkens DNA, dvs. have inddelt den rytmiske musik i fire hundrede (ir)reducible enheder (orkestreringen som eksempel: en skønsom blanding af akustiske og elektriske guitarer, anvendelsen af mandoliner, ukuleler eller celloer eller hvad lydteknikeren nu tilfældigvis kunne finde) kan undre, for så vidt at radioen denne morgen i fulde to timer i træk har spillet den samme tomhjernede trille: Fire hundrede elementer el. ej. Men alligevel: Man fremdrager en sang, der af visse grunde, ligger en nær ved hjertet (/hjernen) og computeren kommanderes til fluks at opspore nært beslægtede til den enestående, men, dette forhold viser sig hurtigt, næppe alenestående titel. Resultatet er ikke imponerende til trods for at de indavlede eksistenser, der træder frem i scenelyset og uopfordret giver sig til kende med deres tirader og tillærte tricks, uomtvisteligt bærer deres præg af opholdet i familiens rugekasse. Måske havde en implementering af det wittgensteinske familielighedsprincip været mere givtigt og skabt langt mere foruroligende væsener, der skulle hilses anderledes behørigt på. Måske er det snarere tilfældet at sangene i sidste ende ligner hinanden ved den modstand, de eksakte omstændigheder, med hvilke de er blevet mødt, for eksempel: forelskelsens hormonfrådseri, vredens adrenalinbad, mandagenes henkogte ennui og lignende sociale undtagelsestilstande, men måske også ved en orm i sangen selv: den skæve frasering, den matte betoning , den tilsyneladende uskyld hos The Beach Boys, der visse steder kan synes desto mere desperat, fordi den til stadighed – wouldn’t it be nice? – dækker over dette forhold med sine fuldfede vokalharmonier hvorimod de andre eksempler, som computeren gesvindt kolporterer netop kun er eksempler på musik: Kaffen har aldrig været til stede i den kop, hvorfra fløden nu klukkende går over dets glaserede bredder.

SIGFRED SMALKOST & SPEJDERNE FRA MARS

SS & SFM blev oprindeligt iværksat som en utidig happening på værtshuset Den yderste Galakse i Pisserenden, hvor fire skygger entrede de stablede ølkasser og i flygtigt ly af tågebankerne fra husorkestrenes firefods chillum nåede at give et enkelt improviseret nummer, inden bartenderen Magic Claus havde rekvireret forstærkning fra et kor af hævnfaldne prügelknaben. Bandet var koncentreret omkring Sigfred Smallesen (v.), Jokum Larsen (g.), Børge Knubs (b.) og Lars “Dunking Donkey” Mogensen (tr.). Som husorkestrene Sounky Flower og Galaxy Surfers boltrede de sig i psykedeliske universer inspireret af både sci-fi, syrerock, undergrundstegneserier og de surrealistiske småbegivenheder som hverdagen er så rig på, hvis man blot har øje for dem – som nu for eksempel at være blændet af sollys, hvorved alle trafiklys pludselig skælver blåt i februarformiddagenes affortryllede ørken, cirka. Sigfred Smalkost & Spejderne fra Mars udsprang af bluegrass-duoen Sigmund & John, der pladedebuterede så tidligt som 1965 på det lille uafhængige selskab Larsen Records med singlepladen “Green Grass, Blue Moon”, under indspilningen af hvilken de opvejede den indstuderede Mississippimelankoli med en iver, der fascinerede studiemusikerne Knubs og Mogensen i lige præcis tiltrækkelig grad til at de efter en fyraftensbajer, der fik fællesskab af flere mellem skodbugnende askebægre og nye stearinlys i gamle vinflasker, hvilke synes lettede efter at have båret på gæret fluidum af særdeles tvivlsom herkomst, således kunne blive fuldgyldige medlemmer og blande blod med de andre på den nærmeste skadestue. De rå jeremiader over endeløse majsmarker blev afløst af soft psycedelica, fortrinsvis komponeret i den lyttervenlige A-dur med det udtrykte formål at erobre systemet indefra og lade radiobølgerne dirre af tvetydige budskaber af to og et halvt minuts varighed. Bandets blikfang var uden tvivl forsanger Sigfred: Med tyndt hår, let sammenvoksede øjenbryn og en kraftig kropsbygning var han et såre typisk eksemplar af den hvide (kaukasiske) race, men udstyret med et lyst sind og en verdensvendthed, der i enhver form for social relation ikke skelnede mellem hudfarve, alder eller køn, hvorfor løbesedlernes grovkornede, sort-hvide portræt forsynede Sigfred med taleboblen “Hør nu her, min ven!”. Bandet kunne mønstre samme energiske samspil på scenen uanset om det var til privatfester på parketgulve i sildebensmønster med rosévin ad libitum og saltstænger knust mellem de rillede sandalsåler eller iblandt snorkende fyldebøtter på morgenværtshuse, hvoraf sidstnævnte bajadser, grimrianer og skabilkenhoveder næppe kunne deres Marx til de tatoverede fingerspidser, men immervæk var den proletariske surdej, der skulle bages i historiens gasovn og fra hvilken diktaturet en overgang skulle udgå. Ikke så lidt af en landeplage blev bandets hit “Skælskør”, en fordanskning af en vis Bacharach-komposition, som Dionne Warwick havde sunget ind i mange hjerter og som i sin nye version indledtes med linjerne “Ved du hvor’n jeg kommer til Skælskør/ jeg har jo næppe nogensinde været der før”, hvilket på anderledes kritisk vis end Warwicks koketteri betonede menneskets udsathed i et samfund, der konstant og uden den mindste skam i livet blottede sin tingsfetichisme og kærlighedsløshed. Bandet spillede i maj 1976 som eneste heteroseksuelle konstellation til the 3th Lesbian World Congress i Fjerritslev, Denmark, hvor de opvarmede såvel enkelte publikummer som højtalermembraner før hovednavnet Trio Tatiana, hvis lyd var berømt langt ud over Bulgariens pigtrådsklædte grænser, ikke mindst på grund af gruppens håndskårne instrumenter, der var blottet for ethvert tilløb til fallisk symbolik, men som de kvinder, der betjente dem, havde bløde og runde former. “Selv versene har kvindelig udgang” som en landsmand, Julia Kristeva, sværmerisk og på formfuldendt fransk, der nærmede sig det rent ud sagt afatiske, hviskede til den høfligt nikkende, monolinguale Sigfred under en efterfølgende workshop som resten af bandet skulkede fra med begrundelsen at de var “trætte af betonlebber, koldkrigspermanenter og hungrende efter en ærlig øl”. En bemærkning som skulle komme til at koste dem dyrt. Sideløbende med bandets projekter etablerede Jokum og Børge et samarbejde med sangere som Uschi Moser, Gerhard Heinz og Maurice Pop om musikken til den nye tyske bølge af seksualoplysningsfilm som fx “Die Sexuellen Wünsche der Deutschen” og “Hausfrauen-Report International”. Her stiftede de bekendtskab med ikke kun en lang række ølsorter, der kastede et afslørende lys på hjemlandets pauvre sortiment og begrænsede smagsregister, men også med begreber som “fänck”, “grüw” og “iizilizzning”, som til de to danskeres respektive dødsdage ville forbindes med buskede overskæg, der effektivt vippede i takt. SS & SFM medvirkede på Fanø-pladen i 1977 med sangen “Kære venner, så er det altså nu”, der havde ildsjælen og initiativtageren Marie-Noëlle Schwarzbart på violin. Pladen skulle styrke Fanøs oppositionelle kræfter, et udenomsparlamentarisk arbejde, der tangerede det anarko-syndikalistiske, og tillige finansiere palæstinensiske våbenkøb i en svær tid. At bandet derfor få år efter på såre tragisk vis korsfæstede sig selv i underholdningsindustriens golde navn, var kun desto mere en skam. Visse udtalelser fra bandet tyder på at beslutningen skyldtes gamle, højt forrentede studielån og nye, men strengt nødvendige gældsættelser til både instrumenter og en turbus, selvom det gulblå folkevognsrugbrød kaldet “Kærlighedsekspressen” indtil en aalborgensisk swingerklubs sammenbidte advokater overbeviste bandet om at det var tid til at finde på et andet navn, næppe kan have været den gældspost, der tyngede budgettet mest. Turen til New York blev til de impliceredes overraskelse en fiasko. De indlogerede sig ganske tæt på det sagnomspundne Chelsea Hotel, der for længst var booket af konkurrenter og dokumentarfilmshold. Her blev bandet underholdt af sorte tjenestepiger med bomuldskjoler og imponerende portvinstude, der blev sat op efter selv den mindste hemmelighed og af portneren Joseph dystre, gammeltestamentlige sniksnak om at kakerlakkerne, der pilede hen over køkkenbordets slidte laminatoverflade, når en sjælden søvngænger defilerede forbi eller et bandmedlem faldt for køleskabsfristelserne, skulle arve jorden. Da fem måneders trøstespisning af sukkerglaserede donuts var en såre synlig realitet, vendte de i januar 1980 tilbage til fædrelandets kuldslåede punk og syntetiske elektropop. Sigfred Smalkost forblev som den eneste i musikkens verden, hvor han, kulminerende i en astral overdosis, i månedsvis komponerede abstrakte stykker bestående af metallisk knitren og hvid støj med ringe meditativ virkning, hvoraf stykket “14:57:02”, optaget på et sort Memorex-kassettebånd i julen samme år, er det eneste bevarede. Herefter genoptog han som sine skæbnefæller lærerstudierne på Den Frie Lærerhøjskole i Ollerup: Endeligt eksamineret, i embede sat og sikkert forsvundet i tågerne fra kopimaskiner og hvæsende termokandekvinder, pædagogiske principper og årets squashhøst, hvis nytteværdi og overvældende omfang mangt en aften skabte splid og lidet misundelsesværdige grønne ansigter omkring de malede spiseborde.

(fra et nummer af Pist Protta, ca. 2004)

Tilfældets foræringer?

Tilståelse(slitteratur): Jeg sad for et stykke tid siden og nørklede med visse aleatoriske hæklerier udført efter principielle tomasthøfnerske regler. Jeg splittede mine fire prosabøger (stilstandsrapporter, operation hvedeklid, stævnemøder på place braun og hr. oxvig) ad. Jeg hæklede fyrre, jeps: 40, siders ny prosa. Det tog få minutter. En næsten rifbjergsk produktivitet. Den første side kommer her (måske vil jeg i de kommende dage lave et mere selektivt udvalg af syrede bon mots fra disse sider):

{\rtf1\ansi\ansicpg1252\deff0\deflang1030{\fonttbl{\f0\fnil\fcharset0 Tahoma;}}
\viewkind4\uc1\pard\f0\fs22\{C:\\Documents and Settings\\eva\\Skrivebord\\Thomas' mappe\\ren tekst!_O1.aTp Typen: Ord, Vindue:2, Metode 2, Indstilling: Som kilde\}
\par \par de 100 gramm wodka, en procedure, der forvandler haven til et sprog mellem kroppene. Et sådant, ville udforme sig som en hval på vej ud af kurs, men næppe jomfrufødte pave, indsamlet og skjult op imod en kvart million udstoppede dyr i arenaen brøler, selvom det vist er blevet gjort i visse kredse så velkendte. Den første februar og opdagede, at intet kloster, kun for sekundet efter at have memoreret dens mindste detaljer, såsom taktisk arrangerede potteplanter i ubærligt sortbrune lerkrukker, plasticskraldespande, frigjorte skulpturer. Faktorer, der havde skabt sig et vist punkt. Røvhul. Udennavn4 31012006, 10 : 47 23 24 når man indsamlede kroppe. I et land skudt ind mellem andre. De taler om, ja, ti år siden nu. Jeg kan ikke altsammen være min skyld kunne hun sidde inde med. Jeg låner to aspirin af den grund kunne ane, at han i samme bane endelig at bore sig fast på genskabelsen af en død, ganske på tværs af huset, som herpesgud, ja, ti år siden ville stilheden ikke have lært at omgåes det. De må have kørt dette ræs i årevis. Uden øje for hendes roterende underliv. De havde tillagt sig eksklusive vaner med varieret, omend knippelsuppen og tårepersersaltet havde forsinket det nærmere må siges at være sjofel, så vidt de rent konsonantbårne gloser, at det går i strækmarch mod udgangen, og hvis bomben falder fra himlen. Lille kriminalroman for let øvede personer kristine schmidt. Nyere lægevidenskab har som udgangspunkt ikke været, fordi hvis man løfter venindens bryster en smule, men også mennesker af mere almindeligt omfang, at forfatteren måske blot ikke havde noget at lade vandet i skålen var frosset til. Man tør knap nok åbne dem, der flyttede ind efter byfornyelsen, og siden årligt efter timelange konsultationer med sin maskine, hvilket gør det umuligt at checke ud. En molotovcocktail smidt ind gennem sprækkerne i døren. Og ham der bo hr. Toksvig, at deres skønhed fordufter lig hans retningsløse tale, et vædet skjorteærme. Bartendere i hvide kitler med stetoskoper og glasklart røntgenblik samt dissekerede svesker, tarmsystemer løsrevet fra enhver sammenhæng, for ingen er hjemme det er hundestjernen, der.. Jeg prøver på at drikke vinen, som moderens fod i klemme, hjemme, har du en jeep, en tilpas snert af sparsomt belyste cykelkældre, flyveskaller, buksevand, nossetamtam, organchok, lussingeregn, blodtuderi, trommehindesprængning, slamsugning, tarmtamponering, næsegrusning og svirpende livremme over den fyr, d\'e9t er redeligheden, hvorimod ingen rette linjer kan tegnes lige så godt være blevet sprængt af den slags, altså at skjule at læsningen står og slår sin vej. Thorkild ledede i en film, og hr. Toksvig, vil formodentlig udgøre et, kun ganske kort, leveværdigt sekund mellem demaskeringen og døden i venedig, vuggende gondoler i dødt vand, der var ganske betragtelig, for træt til at finde lyskilden der meget udspekuleret var placeret visvis tagensvej i det stenede catalanske landskab ; områder, der alligevel ikke. Et æble blev stødt i hjertet blev efter alt at dømme trukket af led, som efterårsvinden griber fat i, indtil jeg finder noget andet tænksomt fikumdik, men der foreligger et omfattende skriftligt materiale, der ægger krybene, hvem man egentlig forvente? Træt af den oprejstgående menneskeabes hungren efter cigaretter, at det gør den virkelig galt til. Hårdt. Således afsløres det, jeg overdriver igen. Det er ikke tæt nok : tandbøjlen er svejset sammen af kyrilliske bogstaver, hvis beboerens ateistiske sindelag blev bekræftet i det årti, der dagligt profanerede sine tungt dinglende kønsorganer bag en klassisk nordeuropæisk hvidhed nær det strengt transparente i d\'e9t humør. Hvem kommer med blomster til mary golinda? Når vinderen kommer ud af guillotiner, blå af stempler og skrift? Men alle sagde ingenting. Jeg vandrer gennem århundrederne på metropolitan museum, ganske faldende uden for cafeen står barnevognene linede op. Og så videre. Så jeg kan ikke gentages for ofte, men latent erindret individuel oplevelse eller genkendelsen af genkommende akkordstrukturer og således, at han tabte sin første pige. Hvilket skue, men jeg så! Jeg går ud fra i går, deres almindelighed til trods kunne holde tyngdekraften ud. Med tandgabet aabent og halsen

Ham Nielsen

I næste uge (hvis alt går vel) udkommer net-antologien Ham Nielsen på Kornkammer Small Press. Det er bidrag om Hans-Jørgen Nielsens essayistik skrevet af Tania Ørum, Morten Thing, Lars Bukdahl, Max Ipsen samt denne blogbestyrer. Herudover inkluderer antologien to artikler af Hr. Nielsen himself, én om Frank Sinatra og én om attituderelativistiske papirtigre, yiiiipeeeee! Plus et antal hidtil upublicerede fotografier af ham Nielsen. 50 sider. Kvit og frit. Tryk, hent og læs. Men først i næste uge (ca.). På kornkammer.blogspot.com.

Happeningsinstruktion 1

"Climb into the vagina of a live whale" (Nam June Paik)

citeret efter Hannah Higgins' Fluxus Experience (2002)

kjerkegaards hoved på bloggen

post.doc., pist.poc. og velskriblende lyrikkender, velkommen!

Januar = eksamenstid = De gammeldaws stegepanders hårdtstegte fest

(godt at undertegnedes teflonhjerne ikke skal nogen steder dette år)

Utrulig uvitende, besatt av overtru, grenseløst alkoholiserte, martra av angst...

"Jeg trur jeg må åpne med å si noen ord om mitt land og dets høyst særegne historie. Norge er et av verdens rikeste land, og det til tross for dets nokså malplasserte beliggenhet langt mot nord og til tross for at det fra naturens side ikke kan sies å være særlig velutstyrt, snarere er det mer dekkende å karakterisere det som et karrig land, og betegnende nok er det ikke mer enn snaue to hundre år siden det var en bortgjemt koloni for det ikke spesielt strålende europeiske kongedømme Danmark, og det blei styrt av ikke særlig lysende hoder derfra som var utdanna ved det tredjeklasses universitetet i København, og det folk som disse ikke særlig lysende hoder skulle bestyre, kan man uten å overdrive betegne som utrulig uvitende, besatt av overtru, grenseløst alkoholiserte, martra av angst og med en mangel på elementær hygiene som sjøl etter datidas nokså liberale målestokk måtte fortone seg som rystende”

således lyder indledningen til Dag Solstads glimrende Gymnaslærer Pedersens beretning om den store politiske vekkelsen som har hjemsøkt vårt land (1982). Et, i mine øjne, langt mere interessant værk end den danske ditto, Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen (1979), mindre klynk, mere humor og analytisk skarpsindighed. Absolut anbefalelsesværdig.