fredag, juni 27, 2008

Satori på Forhåbningsholms Allé

FEUILLETON et principielt uendelighedsværk, eller med Vendsyssel Tidendes ord - en "foreløbig evighedsfrise", startet marts 1972 og hermed omfattende 7 hæfter, hvoraf dette 7. p.t. er det eneste der kan fås. [...] FEUILLETON har bl.a. haft specielle bidrag fra Peder Bundgård, Erik Liljenberg, Henrik Have, Peter Laugesen, Per Højholt & talløse andre, heri incl. udenlandske sympatisører, venner & medsammensvorne fra Dracula til Buddha eller fra Elvis Presley til Alan R. Watts ... FEUILLETON vil fortsat udkomme med aldrig svigtende uregelmæssighed. Interesserede bedes om, da FEUILLETON'erne hurtigt forsvinder, at tegne abonnement hos SOFT MACHINE PRODUCTIONS. Dan Turèll, Forhåbningsholms Allé 18, 1904 København V. Dette er indtil videre, og så længe som muligt, gratis ... FEUILLETON modtager med fortløbende entusiasme (om end uden tilsvarende udstrakt garanti i nogen retning) bidrag i en hvilken som helst form, & naturligvis helst uden ... marts 1974/ D. T.
sad i dag og læste et speciale om den buddhistiske inspiration i Dan Turélls digtning. I en fodnote stod noget om det gakkede kollektiv på Forhåbningsholms Allé hvori Dan slog sine folder. Jeg kunne godt huske oplysningen fra bogen Superdan, som jeg læste for snart mange år siden. Eftersom denne blogs indehaver just er blevet genhuset (se foregående poster ) på netop Forhåbningsholms Allé, kunne jeg ikke lade være med at undersøge HVOR kollektivet egentlig holdt til henne, måske var det i nærheden...

(satori)

Omgivet af bøger om zen, stille regn udenfor... kollektivet boede selvfølgelig i den samme nr. 18, hvor disse linjer skrives.

fredag, juni 20, 2008

Dagens ansigt: Allie Mae

Har modtaget Dagens ansigt: Allie Mae, et "essay", med posten. Ingen afsender. Intet forlag. Ingen forfatter. Eller rettere: en anonym forfatter. Rygterne om dette værk har et stykke tid huseret i de litterære kredse, selv i den yderste periferi af disse jeg lejlighedsvist frekventerer. Dette miljø vil utvivlsomt kunne sætte navn på det ansigt, der optræder på familiebilledet i fodnote 42, p. 169. Jeg kunne skrive navnet her, men jeg vil hellere citere bagsideteksten:

"... Jeg nægter stadig at sige mit navn. Også selv om jeg ikke har krav på navnløshed. Navnløsheden burde være forbeholdt mig og ikke den løgn jeg er; men navnløsheden beholdes her; som den sidste kontakt til mig. (Hvis det er latterligt, fordi mine venner alligevel kan genkende mig, så le mig op i ansigtet og se genkendelsen som et tegn på venskab. Måske er det en parodisk anonymitet, måske sarkastisk, men den er stadig formelt set navnløs)..."


Dagen ansigt: Allie Mae udkommer stort set samtidig med det åbenlyst pseudonyme projekt: Max Load: Cantabile 3. Sejren (lad os endelig inkludere "forfatteren" i titlen). Anfægtelsen af forfatterfunktionen begge steder er interessant – disse aspekter anfægtes sjældent i nyere litteratur. Men kun Dagen ansigt: Allie Mae (og de beslægtede skrifter trykt forskellige steder) går til makronerne med den nødvendige flødeskumslette alvor. En teoretisk funderet og en i en konkret praksis forankret anonymitet.

onsdag, juni 18, 2008

Et sodskadet eksemplar af el Periódico som jeg fandt på vores loft. Forsiden viser flammerne fra Barcelona-omegnen i 2000. Kommenteret kvadratisk af danske flammer i 2008.

torsdag, juni 12, 2008

dags dato (opregning)

Antal af slettede bogstaver på mit tastatur: 3 (s, a og l), snart 4 (inkl. e).

Antal af slettede bogstaver inden årets udgang: ca. 5.

Antal af kasserede bøger pga. sodskade på loftsrum efter brand: ca. 400.

Antal af gode bøger iblandt disse: ca. 350.

Antal af uundværlige: ca. 0.

Antal af brande: 3 (Barcelona 2000, Skateboda 2003, København maj, 2008).

Antal af evakueringer ifm. samme: 2.

Antal af brændende toge, der spærrer vejen for en given evakuering: 1 (men det tog var mere end rigeligt).

Antal af blog-poster den seneste måneds tid: 0

Antal af læsere til dette O: ca. 200.

Antal af skuffede blandt disse læsere til dette = ca. 185.