SIGFRED SMALKOST & SPEJDERNE FRA MARS

SS & SFM blev oprindeligt iværksat som en utidig happening på værtshuset Den yderste Galakse i Pisserenden, hvor fire skygger entrede de stablede ølkasser og i flygtigt ly af tågebankerne fra husorkestrenes firefods chillum nåede at give et enkelt improviseret nummer, inden bartenderen Magic Claus havde rekvireret forstærkning fra et kor af hævnfaldne prügelknaben. Bandet var koncentreret omkring Sigfred Smallesen (v.), Jokum Larsen (g.), Børge Knubs (b.) og Lars “Dunking Donkey” Mogensen (tr.). Som husorkestrene Sounky Flower og Galaxy Surfers boltrede de sig i psykedeliske universer inspireret af både sci-fi, syrerock, undergrundstegneserier og de surrealistiske småbegivenheder som hverdagen er så rig på, hvis man blot har øje for dem – som nu for eksempel at være blændet af sollys, hvorved alle trafiklys pludselig skælver blåt i februarformiddagenes affortryllede ørken, cirka. Sigfred Smalkost & Spejderne fra Mars udsprang af bluegrass-duoen Sigmund & John, der pladedebuterede så tidligt som 1965 på det lille uafhængige selskab Larsen Records med singlepladen “Green Grass, Blue Moon”, under indspilningen af hvilken de opvejede den indstuderede Mississippimelankoli med en iver, der fascinerede studiemusikerne Knubs og Mogensen i lige præcis tiltrækkelig grad til at de efter en fyraftensbajer, der fik fællesskab af flere mellem skodbugnende askebægre og nye stearinlys i gamle vinflasker, hvilke synes lettede efter at have båret på gæret fluidum af særdeles tvivlsom herkomst, således kunne blive fuldgyldige medlemmer og blande blod med de andre på den nærmeste skadestue. De rå jeremiader over endeløse majsmarker blev afløst af soft psycedelica, fortrinsvis komponeret i den lyttervenlige A-dur med det udtrykte formål at erobre systemet indefra og lade radiobølgerne dirre af tvetydige budskaber af to og et halvt minuts varighed. Bandets blikfang var uden tvivl forsanger Sigfred: Med tyndt hår, let sammenvoksede øjenbryn og en kraftig kropsbygning var han et såre typisk eksemplar af den hvide (kaukasiske) race, men udstyret med et lyst sind og en verdensvendthed, der i enhver form for social relation ikke skelnede mellem hudfarve, alder eller køn, hvorfor løbesedlernes grovkornede, sort-hvide portræt forsynede Sigfred med taleboblen “Hør nu her, min ven!”. Bandet kunne mønstre samme energiske samspil på scenen uanset om det var til privatfester på parketgulve i sildebensmønster med rosévin ad libitum og saltstænger knust mellem de rillede sandalsåler eller iblandt snorkende fyldebøtter på morgenværtshuse, hvoraf sidstnævnte bajadser, grimrianer og skabilkenhoveder næppe kunne deres Marx til de tatoverede fingerspidser, men immervæk var den proletariske surdej, der skulle bages i historiens gasovn og fra hvilken diktaturet en overgang skulle udgå. Ikke så lidt af en landeplage blev bandets hit “Skælskør”, en fordanskning af en vis Bacharach-komposition, som Dionne Warwick havde sunget ind i mange hjerter og som i sin nye version indledtes med linjerne “Ved du hvor’n jeg kommer til Skælskør/ jeg har jo næppe nogensinde været der før”, hvilket på anderledes kritisk vis end Warwicks koketteri betonede menneskets udsathed i et samfund, der konstant og uden den mindste skam i livet blottede sin tingsfetichisme og kærlighedsløshed. Bandet spillede i maj 1976 som eneste heteroseksuelle konstellation til the 3th Lesbian World Congress i Fjerritslev, Denmark, hvor de opvarmede såvel enkelte publikummer som højtalermembraner før hovednavnet Trio Tatiana, hvis lyd var berømt langt ud over Bulgariens pigtrådsklædte grænser, ikke mindst på grund af gruppens håndskårne instrumenter, der var blottet for ethvert tilløb til fallisk symbolik, men som de kvinder, der betjente dem, havde bløde og runde former. “Selv versene har kvindelig udgang” som en landsmand, Julia Kristeva, sværmerisk og på formfuldendt fransk, der nærmede sig det rent ud sagt afatiske, hviskede til den høfligt nikkende, monolinguale Sigfred under en efterfølgende workshop som resten af bandet skulkede fra med begrundelsen at de var “trætte af betonlebber, koldkrigspermanenter og hungrende efter en ærlig øl”. En bemærkning som skulle komme til at koste dem dyrt. Sideløbende med bandets projekter etablerede Jokum og Børge et samarbejde med sangere som Uschi Moser, Gerhard Heinz og Maurice Pop om musikken til den nye tyske bølge af seksualoplysningsfilm som fx “Die Sexuellen Wünsche der Deutschen” og “Hausfrauen-Report International”. Her stiftede de bekendtskab med ikke kun en lang række ølsorter, der kastede et afslørende lys på hjemlandets pauvre sortiment og begrænsede smagsregister, men også med begreber som “fänck”, “grüw” og “iizilizzning”, som til de to danskeres respektive dødsdage ville forbindes med buskede overskæg, der effektivt vippede i takt. SS & SFM medvirkede på Fanø-pladen i 1977 med sangen “Kære venner, så er det altså nu”, der havde ildsjælen og initiativtageren Marie-Noëlle Schwarzbart på violin. Pladen skulle styrke Fanøs oppositionelle kræfter, et udenomsparlamentarisk arbejde, der tangerede det anarko-syndikalistiske, og tillige finansiere palæstinensiske våbenkøb i en svær tid. At bandet derfor få år efter på såre tragisk vis korsfæstede sig selv i underholdningsindustriens golde navn, var kun desto mere en skam. Visse udtalelser fra bandet tyder på at beslutningen skyldtes gamle, højt forrentede studielån og nye, men strengt nødvendige gældsættelser til både instrumenter og en turbus, selvom det gulblå folkevognsrugbrød kaldet “Kærlighedsekspressen” indtil en aalborgensisk swingerklubs sammenbidte advokater overbeviste bandet om at det var tid til at finde på et andet navn, næppe kan have været den gældspost, der tyngede budgettet mest. Turen til New York blev til de impliceredes overraskelse en fiasko. De indlogerede sig ganske tæt på det sagnomspundne Chelsea Hotel, der for længst var booket af konkurrenter og dokumentarfilmshold. Her blev bandet underholdt af sorte tjenestepiger med bomuldskjoler og imponerende portvinstude, der blev sat op efter selv den mindste hemmelighed og af portneren Joseph dystre, gammeltestamentlige sniksnak om at kakerlakkerne, der pilede hen over køkkenbordets slidte laminatoverflade, når en sjælden søvngænger defilerede forbi eller et bandmedlem faldt for køleskabsfristelserne, skulle arve jorden. Da fem måneders trøstespisning af sukkerglaserede donuts var en såre synlig realitet, vendte de i januar 1980 tilbage til fædrelandets kuldslåede punk og syntetiske elektropop. Sigfred Smalkost forblev som den eneste i musikkens verden, hvor han, kulminerende i en astral overdosis, i månedsvis komponerede abstrakte stykker bestående af metallisk knitren og hvid støj med ringe meditativ virkning, hvoraf stykket “14:57:02”, optaget på et sort Memorex-kassettebånd i julen samme år, er det eneste bevarede. Herefter genoptog han som sine skæbnefæller lærerstudierne på Den Frie Lærerhøjskole i Ollerup: Endeligt eksamineret, i embede sat og sikkert forsvundet i tågerne fra kopimaskiner og hvæsende termokandekvinder, pædagogiske principper og årets squashhøst, hvis nytteværdi og overvældende omfang mangt en aften skabte splid og lidet misundelsesværdige grønne ansigter omkring de malede spiseborde.

(fra et nummer af Pist Protta, ca. 2004)