Han havde da lige hilst høfligt på ham en gang eller to, ham Hans Otto, men ikke mere, en flink fyr, tilsyneladende, men ikke en type som Thomas for sjov ville dyste mod i en nævekamp en sen nattetime, hooooooooook! Spøjst at de med årene lignede hinanden mere og mere, indtil den dag i september, hvor de helt gik i ét.