Pandoras boks

At man nu hævder at have kortlagt musikkens DNA, dvs. have inddelt den rytmiske musik i fire hundrede (ir)reducible enheder (orkestreringen som eksempel: en skønsom blanding af akustiske og elektriske guitarer, anvendelsen af mandoliner, ukuleler eller celloer eller hvad lydteknikeren nu tilfældigvis kunne finde) kan undre, for så vidt at radioen denne morgen i fulde to timer i træk har spillet den samme tomhjernede trille: Fire hundrede elementer el. ej. Men alligevel: Man fremdrager en sang, der af visse grunde, ligger en nær ved hjertet (/hjernen) og computeren kommanderes til fluks at opspore nært beslægtede til den enestående, men, dette forhold viser sig hurtigt, næppe alenestående titel. Resultatet er ikke imponerende til trods for at de indavlede eksistenser, der træder frem i scenelyset og uopfordret giver sig til kende med deres tirader og tillærte tricks, uomtvisteligt bærer deres præg af opholdet i familiens rugekasse. Måske havde en implementering af det wittgensteinske familielighedsprincip været mere givtigt og skabt langt mere foruroligende væsener, der skulle hilses anderledes behørigt på. Måske er det snarere tilfældet at sangene i sidste ende ligner hinanden ved den modstand, de eksakte omstændigheder, med hvilke de er blevet mødt, for eksempel: forelskelsens hormonfrådseri, vredens adrenalinbad, mandagenes henkogte ennui og lignende sociale undtagelsestilstande, men måske også ved en orm i sangen selv: den skæve frasering, den matte betoning , den tilsyneladende uskyld hos The Beach Boys, der visse steder kan synes desto mere desperat, fordi den til stadighed – wouldn’t it be nice? – dækker over dette forhold med sine fuldfede vokalharmonier hvorimod de andre eksempler, som computeren gesvindt kolporterer netop kun er eksempler på musik: Kaffen har aldrig været til stede i den kop, hvorfra fløden nu klukkende går over dets glaserede bredder.