Kromann, Toksvig og Storholmen i Kritikersalo(o)nen

Fra Verbale Pupillers hjemmeside:

Kritikerdebat #2 – søndag d. 16. september – kl. 14:00 – 16:00
Med den norske digter Ingrid Storholmen (f. 1976), som debuterede
i 2001 med digtsamlingen Krybskyttarlovan og i sidste uge
udgav Siriboka, begge Aschehoug. Fra Danmark deltager
den danske forfatter Thomas Hvid Kromann (f. 1974),
der debuterede i 1998 med digtsamlingen
Vexelstrøm og senest har udgivet
den ultrakorte roman Hr.
Toksvig i efteråret
2006, begge
på Borgen
.

ØK som tankeeksperiment (svar på kritik)

Hermed et svar til Stefan, der synes at jeg undervurderer ØK's betydning. Jeg har måske ikke udtrykt mig klart nok, derfor rykker jeg svaret op som en selvstændig post.

nej, jeg mener ikke at jeg undervurderer ØK's BETYDNING (jeg skriver heller ikke så meget om tidsskriftets betydning, snarere om dets koncept). Jeg kender godt mellemregningerne (men Bukdahl eksisterer mig bekendt helt uafhængigt af ØK, han har trods alt anmeldt siden 1987!). Jeg ved også godt at ØK har været med til at ændre tonen i dansk poesi. Også for mig. Jeg fik selv f.eks. trykt "Naturkalenderen" i tidsskriftet og synes at tidsskriftets opdukken var stærkt tiltrængt efter 1990ernes noget kedelige minimalisme. At jeg ofte har siddet tilbage med følelsen af at også fjolleri skal kvalificeres, hvilket det ofte ikke blev i ØK er så en anden sag. At teksterne ofte har fungeret bedst som stand up-tekster, frem for på tryk etc.

ØK har helt sikkert haft meget større betydning end MAK, der levede i et års tid og kan ses som en kampzone mellem 1960ernes eksperimenter og politiseringen i 1970erne. Hvis man sammenligner ØK med MAK eller endnu bedre med ta', så er der en stor forskel i forhold til om man er inklusiv eller eksklusiv. ØK bliver inklusiv, dvs. alt og alle i alle stilarter kan blive og blev publiceret i ØK. I ta' fravælges det meste ift. et fælles projekt (derfor lever ta' kort og ØK længe, projekt- eller generationstidsskrifterne dør hurtigt).

Tankeeksperimentet var bare at forestille sig ØK som et samlet projekt, dvs. både som praksis og teori – jeg tror at tidsskriftet kunne have været meget bedre, men formodentlig levet kortere. ØK blev jo også stildannende på godt og ondt. Godt, fordi det viser tidsskriftets betydning, dårligt, fordi tidsskriftet hurtigt blev fyldt af ØK-kloner.

Tankeeksperimentet gik jo sådan set ikke kun på ØK – snarere på lysten til at læse et tidsskrift, der formulerer et fælles projekt.

Øverste Kirurgiske (1997-2007)

Har lige i embeds medfør genlæst alle numrene af Mak (1969-70) og ta' (1967-68) og kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på hvorfor der ikke (længere?) findes (danske) litterære tidsskrifter med et decideret projekt, dvs. et generationstidsskrift eller et tidsskrift omkring en nogenlunde fasttømret gruppe af mennesker frem for alle disse udmærkede tidsskrifter som apparatur-denblåport-bananasplit-øverstekirurgiske-medmere. Jeg skulle egentlig have skrevet en nekrolog (s.m. Mr. Glaz) over Øverste Kirurgiske i anledning af deres 10-års jubilæum og tidsskriftets stille udfisen – et projekt, der aldrig blev fuldført, altså nekrologen, men for såvidt heller ikke ØK. Dengang i 1997 blev der opridset et oulipiansk projekt, jævnfør ØK nr. 1, og hvor skægt kunne det ikke være blevet, hvis redaktionen havde haft et større intellektuelt og kunstnerisk format end dét, der nu engang var tilfældet. Men ØK blev hurtigt et tidsskrift som alle de andre (undtaget humoren og den sociale del, the lab), der blot trykker stort og småt fra den danske forfatterstands små skrivebordsskuffer.

Hvad er mon årsagen til dette? Min gamle specialevejleder, EL, mente at friskheden i tressertidsskrifterne skyldes de begrænsede publiceringsmuligheder dengang, hvorfor man måtte lave sit eget og krumme sig sammen som et pindsvin for at markere sit eget territorium. Jeg ved ikke om han har ret (fratrukket uundgåelig nostalgi). Pluralismen i mediebilledet i dag er jo en fin ting, men i forhold til den skandinaviske litterære offentlighed, der vitterlig synes at være ved at opstå, ville ét eller få kanaler måske kunne styrke debatten på tværs, omvendt udgør de mange kanaler, der linkes sammen, måske ligefrem fundamentet for en sådan vildtvoksende litterær offentlighed.

(detskalblivespændendeatsehvaddersker14-16.septemberiaarhus)

Als Stuttgart Schule machte

Til alle datamaskinepoesifreaks og konkretpoetiske gestalter kan kun anbefales hjemmesiden om die stuttgarter schule, ikke mindst den igangværende opbygning af den såkaldte "Internet-Reader" Als Stuttgart Schule machte (red. Döhl, Auer og Block). At teksterne er for gode og for lange til at blive stående på skærmen, hvorfor man nødvendigvis må printe dem ud, hvilket jo ser håbløst ud i forhold til, ak, det gl. medium: bogen, er så en anden sag.

Advarsel: alt står småt og på tysk!

HR. TOKSVIGS GLANSLØSE ENDELIGT

Som meddelt inderkredsen omkring de verbale pupiller, forventes hr. Toksvig [STADIG VÆK I 1. OPLAG, potententielt et collectors' item] at sælge ud og møde sit glansløse endeligt i en søndagsudgave af Politiken i september. Flere informationer følger.

Er der en avantgarde i dag? Hvad er dens natur?

Der er ikke én avantgarde "i dag", men ti avantgarder.

1. De udsvævende skandalers avantgarde.
2. Mindre end ingenting avantgarden
3. Kirkegårdenes avantgarde.
4. Den næste komplette blindheds avantgarde.
5. Den farverige avantgarde af franske bohemer omkring århundredeskiftet.
6. Den abelignende vulgaritets avantgarde.
7. De endeløse løgnes avantgarde ensbetydende med betydningsfuldhed.
8. De lastefulde cirklers, logiske illusioners, tautologiers, indlysende modsigelsers avantgarde.
9. Den umiddelbare fortids kitsch' avantgarde.
10. Den næsten komplette blindheds avantgarde.

Robert Smithson: "Svar på et spørgeskema fra Irving Sandler"