I solskin på Attitudevej. Weekendavisen 24. november 2006, 2 sektion, bØger, side 10
Hvidvinkel. Omsider genudgives 60'er-biblen 'Nielsen' og den hvide verden, med 350 siders yderligere Hans-Jørgen-kritik, hvoraf mindst de 200 er uovertrufne, som heftig bonus.
Hans-Jørgen Nielsen: Nye Sprog, Nye Verdener - udvalgte artikler om kunst og kultur. Redigeret af Tania Ørum, Morten Thing og Thomas Hvid Kromann. 528 sider. 375 kr. Gyldendal.
Af LARS BUKDAHL
Sikke en dejlig, bevægelig klump af en bog, Tania Ørums, Morten Things og Thomas Hvid Kromanns udvalg af Hans-Jørgen Nielsen (1941-1991) »artikler om kunst og kultur«, Nye Sprog, Nye Verdener. Rigtigere ville det måske være at sige, at der er tale om to bøger i én klump: en (næsten uredigeret, digtsektionen er røget ud) genudgivelse af Nielsens berømte og for længst uopdrivelige programskrift fra 1968 (betydningsfuldt nok (for mig) mit fødeår), 'Nielsen' og den hvide verden, med undertitlen »Essays kritik Replikpoesi 1963-68«, og et udvalg af artikler om kunst og kultur 1966-1991. Hvilket gør helheden mere end dobbelt så god som summen af de to dele, synes jeg nok. 'Nielsen' er Nielsens eget stærkt redigerede udvalg af artikler om kunst og kultur fra primært 1966-1968, med en god håndfuld bidrag skrevet direkte til bogen. I 1980 udkom - i samme flappelige, storkvadratiske format som både 'Nielsen' og den nye bog - et udvalg af »politiske besyv 1968-80«, Billeder fra en verden i bevægelse, i forordet til hvilket Nielsen en passant lovede et tvillingebind med artikler om kunst og kultur: »Overgangen til min litteratur- og kunstkritik i samme periode, hvoraf der senere vil komme et selvstændigt bind, er således flydende.« Det er den bog, der er bog nr. 2, og den er vi således nogle, der har ventet længe på, men altså heldigvis ikke forgæves, tak for det! Selv når vi trækker 'Nielsen' fra, er vægten i udvalget tungt lagt på tressernes slutning og 70'ernes allerførste begyndelse, da Nielsen var i sit es som kritiker, først og fremmest litteratur-, men også både musik-, »seriøs« såvel som pop- og beat-, og kunst-, ja, det er ikke for meget sagt, at han var i en decideret raptus' vold (parallelt producerede han skønlitteratur og alskens hybridt på livet løs): 2 artikler er fra 1966, 5 artikler fra 1967 (det store 'Nielsen'-år), 22 fra 1968 (heriblandt efterskriften til generationsantologien eksempler), 21 fra 1969, 14 fra 1970, 14 fra 1971, 5 fra 1972, 2 fra 1973, 2, fra 1974, 2 fra 1975, 3 fra 1978, 2 fra 1981, 2 fra 1983, 1 fra 1984, 2 fra 1985, 5 fra 1986 (heriblandt den store, gode retro-artikel, »Gruppebillede fra 60erne«), 2 fra 1987, 1 fra 1988, 1 fra 1991. Langt de fleste artikler optrådte første gang som anmeldelser og kommentarer og kronikker i Information, det faste tilholdssted fra 1967, blandt andet fordi han dér kunne skrive laaaaaaaangt, når han for eksempel sad og var sindsoprevet førstegangslæser på Højholts Turbo eller Inger Christensens det og ville og fremfor alt kunne kvalificere sin sindsoprivelse. I 'Nielsen' til gengæld stammer de fleste artikler fra det kortlivede, ikke mindre legendariske generationstidsskrift Ta', der udkom i 8 numre 1967-1968 med Nielsen som en blandt flere primus-motorer, og som jeg kan se, at jeg i sidste års Ta'-temanummer af Passage udnævnte til intet mindre end »Danmarks bedste tidsskrift nogen sinde«, ikke mindst på grund af Nielsens 'Nielsen'-artikler, og det tror jeg faktisk, jeg har ret i. Det var i den første artikel i det første nummer af Ta', som også er den første artikel i 'Nielsen' - 'Nielsen'-titel: »Hr. Godot formoder jeg?«, Ta'-titel: »What's happening, baby?« - at Nielsen, som svar på Ta'-titlens spørgmål (til hr. Godot!), opfandt det lyksalige-ulyksalige ord attituderelativisme, som ikke længere er at finde i Nudansk ordbog, hvor man ellers så sent som i 1981 definerede det således: »(dannet 1967 af Hans-Jørgen Nielsen) menneskelig holdning bestående i, at man anlægger synspunkter og værdinormer efter de situationer, man kommer i.« Mere præcist kunne man sige, at ordet stod for en bevidst broget blanding af nøgtern/nervøs samtidsdiagnose og personlig/generationsmæssig livsholdning og kritisk/kunstnerisk praksis; et vigtigt 60'er-ord, der dækkede hele spektret, var sensibilitet: attituderelativismen er »en helt ny sensibilitet, hvor det splittede tilværelsesbillede... opløses af sig selv, idet det accepteres som virkelighed.« Det var Nudansk-definitionen, der skabte blæst om Nielsen og hans neologisme fra både højre og venstre: holdningsløs opportunisme, politisk og kulturelt, lød den polemiske oversættelse, som den senere marxificerede Nielsen var tæt på at erklære sig enig i (blandt andet i 1970-artiklen, inkluderet i udvalget, med den sigende titel »?Attituderelativisme? - en papirtiger på vej mod den rigtige tiger«). Det skønne ved 'Nielsen' er, at bogen ikke bare reflekterer følsomt og skarpsindigt over attituderelativismen, som ny sociologi, psykologi, etik etc., den praktiserer den også, som kulturkritik in action: der er de stadigvæk friske, både panoramiske og analytiske intro'er til alt det nye og gamle avantgarderi i litteratur, billedkunst, musik fra Gertrude Stein til Bjørn Nørgaard - og jeg mener bare det stræk, i al sin mangeøjede selvfølgelighed, hvor ser man sådan et i dag? - der er de poetisk-visionære arkitektur-essays, og der er de frygtløse celebreringer af massekultur: superheltetegneserier, James Bond, modetøj; titlen på den centrale tekst om »poprevolutionen« siger stadigvæk det hele: »Stockhausen, Beatles og alle de andre gutter«, det er dem, det handler om, alle gutterne (men forsvindende få gutinder, udover Gertrude). Den eneste reelle opfølger, 'Nielsen' har fået, er vel Dan Turèlls mediemontager fra sidst i 70'erne, som har næsten det samme drive i sin skarpe åbenhed. De udvalgte artikler fra 66-70 fungerer i høj grad som en boksfuld bonustracks til 'Nielsen', og fungerer som sådan fremragende. Der er tekster, man pludselig opdager, man vildt har savnet i den gamle bog, som for eksempel det ultrapræcise Sinatra-signalement, »Ham Sinatra«: »Supermarkedet. Den pseudomodernistiske glas-og-cement-arkitektur. Lydløse elevatorer. Vejenes bånd af blanke, strålende biler. Danish furniture. Til den slags ting hører der Sinatra-musik.« Og fremfor alt finder man de litteraturkritiske udmøntninger af attituderelativismen, hvor Nielsen læser sig tæt, fordomsfrit ind på til den ene side en knarvorn gammelmodernist som Ørnsbo og til den anden side »et drømmende og excentrisk vidunderbarn« som Nordbrandt og til den tredje side en akavet skriftævler som Peter Laugesen, som Nielsen ellers, ifølge visse nutidige konspirationsteoretikere, skulle have forestillet at have mobbet på: »(...) bevæger man sig rask gennem dette trætte sprogs skriftlandskab, kan man til sidst nå til en træthedens og tomhedens satori, hvor sproget bare ligger der og man selv bliver mærkeligt fri.« Det er sgu da godt set, og godt sagt! Samtidig med, at han fungerer som grundig, altid ærligt engageret førsteanmelder af generationskammerater (og -onkler og -tanter) som Vagn Lundbye, Svend Åge Madsen, Per Kirkeby, Kirsten Thorup, Inger Christensen og Per Højholt.
Stadig mere tydeligt går, fra 69-70, marxismens spøgelse gennem Nielsens tekster, jævnfør for eksempel den defensive afslutning på Nordbrandt-anmeldelsen: »Det dejlige i verden tilhører da også socialister, ikke?« I begyndelsen spøger marxismen både positivt og produktivt: parallelt med den viltert kværnende, samtidige eksperimentalroman »Den mand der kalder sig Alvard«, 1970, undersøger og påpeger Nielsen det revolutionære-utopiske potentiale i den gale og fordrømte avantgarde, en vægtig tekst med en vigtig titel: »Surrealismen er et nyttigt kadaver«. Men som vi kryber os længere op i 70erne og artiklerne om »kunst og kultur«, både i virkeligheden og i udvalget, bliver færre, er der ikke rigtig noget, der får lov til at være sjovt, hverken kunsten og kulturen eller marxismen, hvis »klassikere« Nielsen bliver stadig mere søvndyssende indlæst i. Da knæk og bræk-lyrikken bliver succesfuld sidst i 70erne, forsøger Nielsen et halvhjertet forsvar for visse, elementære (attituderelativistiske!) kvalitetskriterier, men tør ikke for alvor kalde en spade en padde; redningen bliver punk-musikken, som Nielsen både analyserer til den store, sociologiske guldmedalje og bare gladelig rocker med på.
Kort efter indledes så en afrundende, retrospektiv afdeling af det kritiske værk, fremkaldt af den både smigrende og provokerende relancering af attituderelativismen, under det nye (i sin tid skrottede) navn Postmodernisme; sigende nok er de sidste bedste tekster i udvalget nekrologer, over Joseph Beuys og Andy Warhol, den sidste kalder Nielsen fyndigt »Popkunstens afskyelige snemand.« Jeg kan godt opremse et par tekster (= artiklen om 30r-modernismen, »Eksperiment i subjektivisme«, i antologien Tilbageblik paa 30'erne, og essayet »At gå fornuftigt vild i labyrinten« fra udstillingskataloget Spejl og labyrint), jeg mangler i udvalget, men så bliver jeg også virkelig nødt til at tænke mig om, for generøsiteten syner sjældent kvalificeret og omhyggelig (en stor applaus til det gennemførte flueknepperi i tekstoplysningerne: »Darmstadt-karkluden: I 50erne holdt blandt andre Karlheinz Stockhausen kurser om moderne musik i Darmstadt«). Hvad nytte gør Nye Sprog, Nye Verdener? Som Hans-Jørgen Nielsen ville have (forsøgt at have ladet være med at have) spurgt om i 70erne. For det første fungerer bogen som en eksemplarisk demonstration af kritik i almindelighed og attituderelativistisk kritik i særdeleshed som nysgerrig, vidende, reflekteret, sensitiv på højeste niveau. For det andet er bogen en betimelig instruktion i andre måder end de gængse nykritiske at læse (og glædes over) andre tekster end de gængse centrallyriske, her tænker jeg ikke mindst på de to suveræne analyserevyer »Sproget har mange sider«, fra 'Nielsen', der læser kortdigte af Williams, Cummings og Stein (i blandt andet deres visualitet), og »Fortolkning i entropiens tidsalder«, fra tidsskiftet Selvsyn, der læser system-tekster af Charlotte Strandgaard, Kirkeby og Højholt som »En kunst, som både er ren overflade og betydningsfuld via denne overflade, både formel og eksistentiel.« Åh, drømmen om bare for et øjeblik at være den kritiske superhelt 'Bukdahl' laserlæsende sig gennem laserskyerne: WHOOOSH!
Etiketter: Hans-Jørgen Nielsen: Nye sprog
Mathias Kokholm skriver velgørende præcist om Hr. Toksvig på hjemmesiden for Aarhus Nu. Jeg citerer en smule (men læs resten selv): "I omfang er Hr. Toksvig mindre monstrøs, med sine 78 pixibogsstore sider, men bliver umådelig i sin konstante splintring af episke strukturer og forvrængning af syntaks. Støt og roligt nedbrydes læserens almindelige forestilling om kausalitet, tid og rum, samtidig med, at man lystigt glider rundt i forholdet mellem indre og ydre virkelighed. Refleksionsniveauet og den metatekstuelle bevidsthed i samarbejde med en udpræget formsprængning og sprogfornyelse ansporer et højt ambitionsniveau, hvor man som læser, eller i hvert tilfælde denne læser, får fornemmelsen af at skulle mobilisere en ekstrem koncentration for at blive på bogens niveau, men bliver man der, honoreres bedriften med en zen-agtig falden i staver og en læseoplevelse af de helt store." Og tegningen af Hr. Toksvigs ophavsmand som tøvende tegneseriefigur er heller ikke helt ringe udført. Lige på kornet, Kromann! Whoooosh.
