Syntaksforh/nøjelse. Thomas Hvid Kromann har skrevet en lillebitte, fantastisk underholdende roman om ingenting og græs og fugle og muldvarpe og bøger.
Mandigt at kro sig alt for vidt
Thomas Hvid Kromann: Hr. Toksvig. 78 sider, 175 kr. Borgen.
Af Lars Bukdahl
Efter endt læsning af den første sætning i første kapitel i Thomas Hvid Kromanns vidtløftige miniature-roman Hr. Toksvig, som tager sin afslutning, sætningen altså, én linie fra bunden på første side, var jeg sikker på, at bogen var noget for mig: på grund af sætningslængden i sig selv og på grund af den akrobatiske syntaks og på grund af det kuriøse vokabular. Alt for sjældent er det nede på (og under) sætningsplanet et halsbrækkende eventyr at læse skønlitterært dansk (og faglitterært dansk for den sags skyld, kritisk dansk!), det er det hos Hvid Kromann, her afløser grammatisk suspense handlingsmæssig spænding (og spændingsmæssig handling), prøv bare at følge med i den første sætning, indtil jeg cirka halvvejs bryder af og efterlader jer akut klippehængende:
»Til en vis forundring for hustruen, tænker hr. Toksvig, mens han tørrer endnu en vildfaren sveddråbe bort med skjorteærmet og drejer græsslåmaskinen en anelse, så en lille ujævnhed lader sig forcere uden at efterlade en skaldet plet, er hr. Toksvig virkelig i sit es, hvorfor hun i begyndelsen troede, at denne manglende modstand mod at hengive sig til den ugentlige praksis, var tegn på en principiel velvilje (og en længsel efter grundighed, perfektion, akkuratesse), der (...)«
Jeg elsker relativsætninger, der begynder med »hvorfor«, gør I ikke også? For hvis I ikke gør, er Hr. Toksvig ikke noget for jer, og så er I ikke noget for mig. Og så bliver I sikkert heller ikke yderligere oplivet ved at høre, at der sker så godt som ingenting i romanens ni kapitler: i kapitel 1 slår hr. Toksvig græs, i kapitel 2 snubler hr. Toksvig i køkkenhaven, i kapitel 3 forsøger hr. Toksvig (forgæves) at kommunikere med fuglene, i kapitel 4 forsøger hr. Toksvig (forgæves) at samle et skab, i kapitel 5 betragter hr. Toksvig sit bibliotek, i kapitel 6 betragter hr. Toksvig fra et træ muldvarpeskuddene i sin afdøde nabos have, i kapitel 7 nyder hr. Toksvig en let frokost i liggestolen, i kapitel 8 spiser hr. Toksvig en heftig middag med sin hustru og sin onkel, i kapitel 9 vasker hr. Toksvig op og danser en lille dans med sig selv.
Og konstant og hele tiden falder hr. Toksvig i staver, kapitel 6 hedder ligefrem »Hr. Toksvig falder i staver ikke langt fra stammen« (stammen forstået i dobbelt betydning naturligvis), over fuglenes sprog, over de mulige, med hr. Toksvigs ord, taksonomier, biblioteket lader sig organisere i, over alt muligt småt og konkret og ørkesløst. Det er denne idelige i-staver-falden, som stilens omstændelighed forsøger, og også lykkeligt lykkes med at flugte, 1:1.
Danske forbilleder er så afgjort Henrik Bjelke, i topografierne, og Per Højholt, i blindgyderne og Auricula. Som en jævnaldrende broder i ånden melder Harald Voetmann Christiansen sig; sammenlignet med forgrublede H., paranoide B. og groteske V. er Hvid Kromann, og hr. Toksvig med ham, imidlertid helt anderledes klovnagtigt uskyldig og på en paradoksal måde direkte, zen-direkte, i sit omstændelige attak. Hr. Toksvig er måske ikke en hyldest til hverdagen, men så til hverdagens med klare øjne og krøllet sind illuminerede, ikke-sublime sprækker.
Jeg var reelt og principielt temmelig vild med Hvid Kromanns to forrige bøger, julelegskatalogerne Operation Hvid og Stævnemøder på Place Blanche, men jeg synes, det klæder hans snurrige talent at følge et påfund til dørs, hele vejen fra græsslåningens »tilråbsdøve sæbeboble« til bossa novaens »præ-sproglige bling-blang«. Og hvis jeg har en klage, er det den stik modsatte af Politikens og Berlingskes sure anmeldere: at der skulle have været færre og længere afsnit, måske bare ét langt græsslånings-afsnit, og endnu meget, meget længere sætninger, sætninger kan rent faktisk ikke blive lange nok, vil jeg forbeholde mig ret til at mene (og så tit som muligt praktisere!), og nå ja, mens vi husker det, må vi hellere afslutte Hr. Toksvig's indledende sætning og udløse spændingen:
»(...), med lidt striks assistance, kunne viderekanaliseres til andre af havens sysler, sobre gesjæftigheder, hvilke nu engang er påkrævede, såfremt at haven ikke skal gå i ét med det vildnis, som hækken, i sig selv ikke det mest tilforladelige, kulturbærende værn, møjsommeligt holder uden for botanisk indflydelse, kort sagt: efter bedste evne at inddæmme, sminke og frisere det utilslørede barbari.«
Det er læst!
Etiketter: Anmeldelser af Hr. Toksvig
