af præsidentkandidatens kønsdele

"Fordeling af orgasmer under fantasier om samleje med Ronald Reagan. Patienterne blev udstyret med samlesæt-fotografier af seksualpartnere under samleje. I hvert enkelt tilfælde var Reagans ansigt påklistret den oprindelige partner. Skedesamleje med "Reagan" viste sig generelt at være skuffende, idet det kun fremkaldte orgasme hos 2 af forsøgspersonerne. Armhule-, kind- navle-, øre- og øjenhulemetoder fremkaldte proksimal-erektioner. Den foretrukne måde at trænge ind på, viste sig at være den rektale. Efter et indledende kursus i anatomi fandt man at blindtarmen og tyktarmen også udgjorde fortræffelige pirringssteder. I 12% ydertilfælde frembragte den kunstige anus efter en colostomi-operation spontan orgasme i 98% af indtrængningerne. Der blev konstrueret flersporede film med "Reagan" i samleje under (a) kampagnetaler, (b) bagende-bilsammenstød med modeller der skiftevis var et og tre år gamle, (c) med udstødningsrør, (d) med vietnamesiske børn, der havde været ofre for grusomheder, (2), med indtrængen i sår."

hmmmm, J. G. Ballard.

Vi skriver 1969, "Hvorfor jeg gerne vil knæppe Ronald Reagan", Mak 1, 1969. Side 15. Originalen findes i The Atrocity Exhibition.

Hvad betyder det, hvem der taler?

Forfatteren – eller det som jeg har forsøgt at beskrive som forfatterfunktionen – er uden tvivl kun en af de mulige specifikationer af subjektfunktionen. Er det en blot mulig eller nødvendig specifikation? Når man betragter de historiske modifikationer, som har fundet sted, forekommer det langt fra nødvendigt, at forfatterfunktionen forbliver konstant i sin form, i sin kompleksitet og sågar i sin eksistens. Man kan forestille sig en kultur, hvor diskurserne cirkulerede og blev modtaget, uden at forfatterfunktionen nogensinde ville indgå. Alle diskurser, hvad deres status, form, værdi eller den behandling, , man underkastede dem så end måtte være, ville følgelig udfolde sig i mumlens anonymitet. Man ville ikke længere høre de så ofte gentagne spørgsmål: “Hvem har reelt talt? Er det virkelig ham og ingen anden? Men hvilken autenticitet og hvilken originalitet? Og hvad har han i diskursen udtrykt fra sit dybeste selv?" Men andre spørgsmål som disse: "På hvilken måde eksisterer denne diskurs? Hvorfra kommer den, hvordan kan den cirkulere, og hvem kan tilegne sig den? Hvilke forskydninger er dér benyttet for mulige subjekter? Hvem kan udfylde disse forskellige funktioner for subjektet?” Og bag alle disse spørgsmål ville man knap høre andet end en ligegyldighedens mumlen: "Hvad betyder det, hvem der taler?"

fra Michel Foucault: Hvad er en forfatter?

Arriere-garde?

Blank

"A piece of paper with nothing on it has a definite economic value – if you print a poem on it, this value is lost" (James Sherry)

Interviewet som kunstform? Yeah

Tja, man bliver helt i tvivl, når man læser "I'll be your mirror. The selected Andy Warhol Interviews". Kølig overflade, ren overflade. Yeah. Udvalgte citater vil snart følge.

Lettristen Isidores Isous såkaldt hypergrafiske og polyautomatiske roman "Le Grand Desordre" (1963)

“The envelope contains more than the cover for the book – it also contains its content. There are elements which spill forth as so much trash and debris: matches, cigarette butts, theater tickets, cancelled stamps, torn postcard invitations to exhibition openings, announcements, a bit of writing paper, wallpaper, paperclips, a twisted coat hanger, and so forth. This is all detritus of a life lived and cast off. The evidence, factual, real and irrefutable in its literalness is all that is offered to the “reader” for whom the text of the “novel” is to be constructed from this mass of disorganized material. There is not set sequence. There is no structure, order, or framework. And yet the empty cover of the codex form serves as the major object according to which the rest of the elements gain their identity. They are meant to be “in” this book and part of it. The cover does more than name the project as a book, it physically permits the contents to be in or out of the work. The codex is the destroyed but still functioning reference of the piece – this gives the fragmented, narrative elements some coherence. Otherwise the disorder would be meaningless, unbounded, insignificant. All the missing features of the codex, are invoked by the mess of miscellany whose imaginary text is the actual life of the inscrutable author” (fra Johanna Drucker: The century of artists' books, 1995)

Marcels ulykkelige Readymade

“Da Suzanne, den elskede søster, i april 1919 gav ham besked om sit forestående ægteskab med maleren Jean Crotti, foreslog han det unge par at de i fællesskab under hans instruktion foranstaltede en “unhappy readymade”, som han noget utvetydigt benævnte den. Efter hans skriftlige anvisning ophængte de en geometribog, udspændt i snore, på deres altan i Rue Condamine, for vinden at bladre i, så deres problemer fik luft om sig, indtil naturligvis siderne løsnedes i vejrliget og efterhånden rev sig helt løs og forsvandt. Tanken på disse blafrende sider, udsat for vind og regn, trøstede Protagonisten i hans eksil, mens hans søster gennem vinduet fastholdt det fængslende drama på et lærred betitlet ”Marcels ulykkelige ReadyMade". Dette projekt var i den forstand Protagonistens mest vellykkede, at han end ikke fik det at se“

Per Højholt i Auricula om et af MDs bogobjekter, der foregriber tressernes og halvfjerdsernes intense eksperimenter med fænomenerne duchamp + bogobjekt.







(duchamps tavshed VAR overvurderet)

Environment-romanen (notits fra 1968)

”En environment-roman må rent definitorisk være en roman, der arbejder i rum og flader. Elementet tid er ikke ophævet, men kronologien er afløst af en principiel samtidighed – en episk situation, der principielt rummer en uendelighed af samtidige forløb, udsagn og konstateringer, som samtidig er en uendelig kæde af valgsituationer. Environment-romanen er uden begyndelse og uden afslutning. Den kompositoriske linearitet, der har været det episke grundlag for romanen indtil nu, afløses af en principiel horisontalitet.
Den afgørende betingelse for, hvorvidt en roman kan betegnes som enviromental, ligger i forfatterens forhold til sit materiale. En environmental-roman komponeres af en implicit og helst anonym fortæller (der findes allerede undtagelser), hvis rolle begrænses til at indsamle (og for actionromanen og den akustiske roman endvidere tilrettelægge) et primært materiale, der kan behæftes med et referencepunkt i nuet. Materialet kan i visse tilfælde bearbejdes efter helt konkrete (spille-)regler, men fremlægges rent, dvs. uden ”litterær” tilpudsning og uden sammenknyttede kommentarer”

Forfatteren Erik Thygesen i essayet
"Med patronhylstre, smykkeskrin, peberbøsser som fortællere",
trykt i tidsskriftet ta' nr. 6, 1968.

(et inspirerende essay, også i dag, i strømmen af konforme romaneksempler).

Spil for (efterårs)galleriet: Neue Armut Mitte

"Free form! Marvelous! (...) Artists for the new age, sculptors for the new style and new money of the . . . Yah! low orders. The new sensibility (...) the new world, submerged so long, invisible, and now arising, slippy, shiny, electric - Super Scuba-man! - out of the vinyl deeps" (Tom Wolfe)

De følgende fem dage bringes tegninger m.m. af PETER HVID KROMANN, artist in virtual residence, f. 1978, kuglepensskamrid(d)er og reggaepladevender a.k.a Peter Post.

Kontakt: p_h_kromann@hotmail.com.

I forbindelse med en lille udstilling på Arkitektskolen i forsommeren skrev denne ydmyge signatur følgende ord:

”Hans værker har et vist surrealistisk præg, men de begrænser sig ikke kun til surrealismens drømmeagtige og deforme figurer. Her blandes nemlig et humoristisk tegneserieunivers med plakatkunsten, som man kender fra den street art, der i disse år ses overalt i storbyernes gader. Visse værker indeholder små situationer, fastfrosne glimt, som for eksempel den forundrede, ja skrækslagne mand, hvis brev og hat letter og flyver til himmels. Hvad stod der i det brev? Eller den sære parring af Frank Grevil, den navnkundige whistle blower, med Mao, der muterer på en ornamenteret baggrund. Andre ser måske noget andet og dét er netop pointen: Billederne åbner for forskellige tolkningsmuligheder afhængig af øjnene, der ser. Det er tableauer med en vis psykedelisk toning. Det er et værk på vej. Både i de enkelte billeders forvandlinger og i kunstnerens eklektiske leg med stilarter. Sprælske værker, der ægger fantasien hos betragteren.” (THK)